Et liv forankret i realismen: Wilhelm Leibl og skildringen af det bayerske liv
Wilhelm Maria Hubertus Leibl, født i Köln i 1844, trådte frem som en skelsættende skikkelse i tysk malerkunst i en tid, hvor kunstnerisk identitet var i opbrud. Hans fars stilling som direktør for domkirkekoret indpodede en tidlig forståelse for disciplin og form, men Leibls vej var ikke umiddelbart bestemt til lærredet. Et læretid som låsesmed gik forud for hans formelle kunstneriske uddannelse under Hermann Becker i 1861, hvilket vidnede om et pragmatisk fundament, før han kastede sig over de kreative sysler. Denne indledende erfaring bidrog måske til den soliditet og direkte fremtoning, som senere skulle kendetegne hans værker. I 1864 trådte han ind i Münchens kunstakademi, hvor han opslugte sig selv i den etablerede kunstverden, men han søgte hurtigt alternativer til de fremherskende romantiske strømninger. Hans studier hos kunstnere som Carl Theodor von Piloty gav ham et teknisk fundament, men det var ankomsten af Gustave Courbet til München omkring 1869, der viste sig at være sandt transformativ.Indflydelsen fra Courbet og stræben efter ‘Alla Prima’
Courbets udstillinger og demonstrationer af alla prima-maleri – hvor man arbejder direkte efter naturen med dristige og umiddelbare penselstrøg – vakte en dyb resonans hos Wilhelm Leibl og en gruppe unge tyske kunstnere. Denne tilgang befriede dem fra den omhyggelige, akademiske stil, som var dominerende på det tidspunkt, og opmuntrede i stedet til en mere instinktiv og mærkbar forbindelse til deres motiver. Leibls eksisterende beundring for de hollandske gamle mestre, især deres mesterskab inden for lys og karakter, fandt et nyt udtryk gennem Courbets indflydelse. Hans malerier begyndte at løsne op i stilen og omfavnede et tykkere lag maling mod mørkere baggrunde, hvilket indfangede flygtige øjeblikke med en hidtil uset umiddelbarhed. Et kort ophold i Paris i 1869, muliggjort af Courbets anbefaling, introducerede Wilhelm Leibl for Édouard Manet, hvilket yderligere udvidede hans kunstneriske horisonter. Dog tvang udbruddet af den fransk-preussiske krig ham til en foridlig hjemvenden til Tyskland i 1870, hvilket afkortede det, der kunne have været en længerevarende periode med fordybelse i det parisiske liv.