Maurice Baskine

Livet og oprindelsen for Maurice Baskine

Født som Miron Maurice Baskine den 7. oktober 1901, trådte kunstneren ind i en verden præget af skiftende grænser. Hans rødder kan spores tilbage til Kharkiv i det Russiske Imperium, i det nuværende Ukraine. Denne tidlige forbindelse til hans ukrainske arv forblev en stille del af hans identitet, da hans familie flyttede til Paris i 1905. Ved at vokse op i den franske hovedstad ville han med tiden etablere sig i byens komplekse kunstneriske cirkler, selvom hans rødder forblev en fundamental del af hans personlige historie.

Hans liv var præget af det tyvende århundredes dybe omvæltninger. Under Anden Verdenskrig tog Baskines vej en drejning mod modstandskampen; i 1944 undslap han Todt-organisationens lejr i Martigues for at slutte sig til maquis-bevægelsen. Denne periode med kamp og overlevelse ledte op til en lang, ensom hengivenhed til hans håndværk. Han forblev en fast bestanddel af den parisiske kunstscene indtil sin død i Paris den 5. juli 1968.

Surrealisme og Maeght-galleriet

Året 1946 markerede et betydeligt vendepunkt i Maurice Baskines livsbane, da han blev en del af den surrealistiske gruppe. Denne periode med tilhørsforhold bragte ham ind i hjertet af en dyb intellektuel og visuel bevægelse, hvilket førte til hans deltagelse i den internationale surrealistiske udstilling på Maeght-galleriet i 1947. Det var under denne udstilling, at han bidrog med et særligt, symbolsk værk: det trettende alter, med titlen "Athanoren". Dette værk varslede hans voksende optagethed af det esoteriske og alkymiens transformative processer.

Hans engagement i bevægelsen strakte sig også ind i grafikkens og det kollaborative forlagsverdens domæne. I 1947 leverede han tre raderinger til publikationen Arcane 17 af André Breton, udgivet af Sagittaire. Denne periode med intens kreativ udfoldelse fortsatte ind i 1948, hvor han organiserede udstillingen "Comme à la galerie Jean Bart". Det var i denne tid, han mødte den surrealistiske maler Francis Meunier, en forbindelse der yderligere forankrede ham i avantgardens skiftende cirkler.

Fantasophie og den senere kunstneriske udvikling

Året 1951 markerede et afgørende vendepunkt for Maurice Baskine. Han valgte at bryde sine bånd til surrealismen og søgte i stedet en mere tilbagetrukket og ensom sti. Denne overgang indledte en periode med solitær skabelse, hvor han omfavnede de rå og upolerede kvaliteter fra en painter brutiste. Hans fokus vendte sig indad, og han bevægede sig væk fra den kollektive energi i de grupper, han engang var en del af, mod en dybt personlig og isoleret kunstnerisk praksis.

Denne æra fødte "Fantasophie" – et koncept, han udviklede for at artikulere sin skiftende vision. Hans værker blev i stigende grad besat af alkymiens mysterier og det esoteriske. Disse temaer var ikke blot dekorative elementer, men udgjorde selve fundamentet for hans sene æstetik. Kompositionerne blev mere komplekse og afspejlede en optagethed af sjælens transformative processer og universets skjulte strukturer.

Hans produktion i disse år forblev intenst fokuseret på denne singulære, alkymistiske stræben. Et betydningsfuldt udtryk for denne periode er det storslåede triptyk med titlen Fantasophe-Roc ou l'édification de la pierre de Fantasophopolis, som blev udstillet i 1957. Dette værk, der måler 5 m × 2 m, fungerer som et visuelt resumé af hans filosofiske lære.

Vigtige værker og hovedkompositioner

Udviklingen af Baskines visuelle sprog er præget af en overgang fra de strukturerede allegorier i hans tidlige år til de ekspansive, enestående visioner i hans senere periode. Under sin tilknytning til den surrealistiske bevægelse skabte han La mère folle mellem 1946 og 1950. Denne periode bød også på skabelsen af Les Muses Capriceuses, et værk fra omkring 1947. Disse kompositioner afspejler et sind, der er dybt engageret i det symbolske og det underbevidste, og som ofte arbejder gennem spændingsfeltet mellem etablerede bevægelser og hans egen fremspirende filosofi.

Som han bevægede sig mod en mere ensom og særpræget sti, voksede hans værker i både skala og kompleksitet. Dette skifte kulminerede i produktionen af det store triptyk Fantasophe-Roc ou l'édification de la pierre de Fantasophopolis. Denne betydningsfulde komposition blev udstillet i 1957 på Galerie Furstenberg i Paris. Det forbliver et centralt værk i hans produktion, som legemliggør den filosofiske tyngde i hans private trossystem. Senere, i 1962, fremstillede han værket med titlen Fantasophie, som yderligere destillerede de esoteriske temaer, der definerede hans senere år.

Teknikker og kunstneriske medier

Maurice Baskines kreative virke var defineret af en alsidighed, der strakte sig over adskillige discipliner. Som maler, illustrator, tegner og billedhugger bevægede han sig ubesværet mellem skulpturens taktile krav og den præcision, der kræves i grafiske værker. Hans kunstneriske praksis var ikke begrænset til én enkelt udtryksform, hvilket gav ham frihed til at navigere i de skiftende grænselande mellem surrealistisk billedsprog og hans senere, mere ensomme udforskninger af alkymistiske temaer.

I sit grafiske arbejde udviste han en særlig beherskelse af tusch og lavering på papir. Dette medie muliggjorde en flydende og kontrolleret påføring af pigment, hvilket var essentielt for de indviklede detaljer i hans kompositioner. Han benyttede desuden radering som sin primære teknik til det mere strukturerede grafiske tryk. Denne metode ses tydeligt i hans produktion af raderingerne til Arcane 17, som blev skabt til André Breton.

• Arcane 17 (raderinger)
• Les Muses Capriceuses (tusch og lavering på papir)

Eftermæle og posthum anerkendelse

Anerkendelsen af Maurice Baskines enestående vision fortsatte med at finde vej ind i den offentlige bevidsthed længe efter hans bortgang. I 1964 blev hans liv og kreative proces genstand for en tv-reportage sendt på den anden kanal, hvilket gav et sjældent indblik i hans private verden. Denne periode med synlighed ledte op til flere betydningsfulde hyldester, der søgte at genundersøge hans plads i det tyvende århundredes bredere kunstneriske strømninger.

Den institutionelle interesse for hans værk genopstod gennem store udstillinger og æresbevisninger. Venedig Biennalen afholdt en hyldest til ham i 1986, hvilket markerede et øjeblik med international opmærksomhed. Dette blev fulgt op af en retrospektiv udstilling i Cahors i 1990, som muliggjorde en dybere undersøgelse af hans kunstneriske udvikling. Ved 2003 fandt en omfattende retrospektiv udstilling sted i Cordes-sur-Ciel, hvilket yderligere cementerede hans tilstedeværelse i den regionale og historiske bevidsthed.

Hvor man kan se hans værker i dag

Det fysiske eftermæle af Baskines kunstneriske virke er spredt over både institutionelle og private sfærer. I Paris finder man La mère folle, et værk fra perioden mellem 1946 og 1950, som opbevares i Centre Pompidou. Dette værk står som et betydningsfuldt referencepunkt for dem, der studerer hans overgang gennem de surrealistiske år.

En stor del af hans mere filosofiske og esoteriske produktion har fundet et permanent hjem i Cordes-sur-Ciel. Museet i denne by huser en betydelig del af hans samlede oeuvre og tilbyder et koncentreret indblik i hans senere, mere ensomme udforskninger. Blandt de mest betydningsfulde genstande i denne samling er det storslåede triptyk Fantasophe-Roc ou l'édification de la pierre de Fantasophopolis, som er udstillet på musée d'art moderne de Cordes-sur-Ciel.

Ud over disse offentlige institutioner rækker hans værker også ind i det private domæne. Mange af hans værker befinder sig i private samlinger, hvilket gør dem mindre tilgængelige for den brede offentlighed. Denne spredning afspejler den stille og ofte isolerede natur, der prægede hans senere karriere, hvor hans fokus skiftede mod det personlige og det alkymistiske.